23. Paper at conference, Frölunda Kulturhus, Göteborg, Sverige, marts 1989 (only in Danish)

 

Torben Søborg: BEMÆRKNINGER OM OG REFLEKTIONER OVER VIDEOKUNST

 

Af programmet kan jeg se, at jeg er blevet bedt om at komme med nogle indledende bemærkninger om og reflektioner over videokunst:

om definitioner og

… om egenskaber

 

Nu forholder det sig sådan, at lige siden jeg første gang blev bedt om at sige noget om dette, specielt at definere videokunst, så har jeg – og det kan i hvert fald en af de tilstedeværende bekræfte – nægtet at gøre det.

 

Første gang var ved Nordisk Videokonst Seminar på Hannaholmen ved Helsinki i januar 1983. På Hannaholmen sagde jeg, at stillet over for spørgsmålet: Hvad er videokunst?, kunne man svare som den amerikanske videokunstner Ingrid Weigang, at det IKKE lader sig gøre meningsfuldt at definere videokunst, fordi, som hun siger:

Verbale definitioner på visuelle oplevelser er en ren og skær æstetisk leg. Video som sådan kan kun opleves og det kan kun opleves af den seriøse video-seer. Definitioner kan heller ikke hjælpe kunstneren. Det eneste, der kan ”definere” video og adskille det fra andre medier, er værkerne – og de bliver som alle kunstværker til efter timers arbejde bag kamera og båndoptager.

 

Spørger du almindelige mennesker, så vil de sige, at video er Starwar, Rambo og krigsliderlighed

… at er video porno, vold og motorsavsmassakre

… eller som den danske forfatter Peter Poulsen konstaterer i digtet ”Menneskepolitik”:

….. jeg kører gennem Danmark

om natten mellem

brølende kawasaki’er --

blippendee politisirener -

diskoteker – bodegaer – videobutikker

 

Og netop i en tid, hvor vi på det nærmeste oversvømmes med video

… kabelnettets satellit- tv kanaler sender dagligt, ja, døgnet rundt timelange programmer med MUSIKVIDEOER

… på byggemarkeder kan man ”gøre det selv” med INSTRUKTIONSVIDEOER

… i stormagasiner og supermarkeder kører SALGSVIDEOER

… på burgerbarer, tankstationer og hvert andet gadehjørne kan du leje VIDEOFILM

 

... i en sådan tid vil mange undre sig over udtrykket VIDEOKUNST:

Skal video nu også være kunst?

Kan video også være kunst?

 

Jeg ved ikke af hvem eller hvordan, det afgøres, om noget er kunst – jeg vil ikke definere eller bestemme, hvad der er videokunst. Jeg er som sagt primært videokunstner – ikke intendant, kurator. kommissær, kritiker, ekspert.

 

Jeg tror ikke, det hjælper at citere Baudrillard, Lyotard og andre postmoderne ”profeter” – helst vil jeg svare, som veteranen blandt danske videokunstnere Niels Lomholt sagde på det før omtalte seminar på Hannaholmen:

Udgangspunkt: Forstår du video? Ikke jeg – men jeg konstaterer, at jeg bruger det.

 

Eller, som han sagde om videokunst, at det var

Noget for os, der ikke er tekno-fantaster / -fetichister eller reparatører, men står og har brug for et medie til at omsætte nogle idéer til nogle tidssvarende billeder.

 

Mange såkaldte kunstformer er dukket op kometagtigt, men er så efter en lynkarriere forsvundet sporløst.

 

Sådan er det ikke gået med videokunst – og selv om videokunst nok stadig for de fleste opfattes som en provisorisk og ikke etableret kunstform, så har den dog nu (1989) eksisteret 25 år. Noget må der altså ligge i forbindelsen video – kunst siden som Dieter Daniels udtrykker det i ”NEUES VIDEO aus BRD”, dette sprøde forhold mellem to umage søstre har holdt så længe,

 

… et illegitimt forhold, som aldrig er blevet rigtigt etableret, bekræftet, eller har taget en bestemt retning.

Men måske netop derfor har videokunst undgået at blive en kunstform, som identificerer en teknik med en stil.

 

Videokunst har bevaret en åbenhed, og man kan hævde, at netop det provisoriske er en nødvendighed, ja, betingelsen for, at videokunst stadig eksisterer,

 

… det provisoriske har naturligvis ført til, at mange har kritiseret videokunst for at være uprofessionel – andre har beklaget det og dermed det kommercielle kunstmarkeds manglende interesse for videokunst. På den anden side, så har netop det provisoriske / åbenheden og det kommercielle kunstmarkeds manglende interesse været en vigtig impuls for mange kunstnere til at arbejde med video.

 

Vi må jo ikke glemme, at videokunstens start er tæt forbundet med fluxus bevægelsen – Name June Paik og Wolf Vostell f.eks. – og et af denne bevægelses dogmer er, at fluxus er anti-professionel (George Maciunes).

 

Nu er der så gået 25 år, og jeg tror, jeg må give Rob Perrée ret, når han i bogen Into Video Art skriver at Wiithout wishing to resort to stifling strictness, it still seems to me necessary that video art aquires a clearer profile. The so-called openness leads to obscurity and that in turn causes miss-understanding and miss-appreciation.

 

… en mere klar profil – ja, jeg er enig med Rob Perrée, men hvordan?

 

For Rob Perrée har det noget at gøre med kvalitet – ikke kun den tekniske kvalitet af værkerne – den er vigtig – men også den kvalitet, hvormed mediet video benyttes / udnyttes af kunstneren.

 

Når mediet selv i en videoproduktion forbliver usynligt, så kan produktionen / værket være nok så interessant, men det giver ingen mening at betegne det som videokunst, siger Rob Perrée. – og med mediet selv mener han ikke kun

… dets tids-relaterethed,

… dets multi-dimensionale muligheder,

… relationen billede - lyd,

… brugen af lys og farve og mere generelt:

… rigdommen på billedudtryk / billedsprog,

 

MEN det, at videokunst skal få sin identitet gennem det, at videomediet bruges bevidst, både visuelt og auditivt – ikke fordi det er billigere og nemmere selv at at arbejde med - eller endog, at billederne bevæger sig – men fordi det har specifikke egenskaber / karakteristika.

 

… og det var så det andet, jeg er blevet bedt om at sige noget om – og det burde jeg vel, ifølge Rob Perrée kunne sige noget om – VIDEOKUNST var / er jo netop bevidst brug af disse karakteristika, egenskaber..

 

Som kunstner finder jeg det dog vanskeligt, at teoretisere om det, jeg laver, og overlader helst karakteristikken til andre at udforme,

 

… men jeg vil dog godt pege på, at for mig har det – bl.a. – noget at gøre med, at video er et tidsbaseret medie. Også film og TV er tidsbaserede, men det specielle ved video er, som en eller anden har sagt, at you can preview the future and review the past.

 

Video er at bevæge sig ikke kun med tiden, men også i tiden og imod tiden.

 

Video-tid er en ikke-lineær tid. Det har for mig – bl.a. – at gøre med ophævelsen af den traditionelle, lineære, kumulative tidsopfattelse, og samtidig en tidsliggørelse af rummet og et poetisk surreelt aspekt, der unddrager sig vor konforme, tilpassede opfattelse af virkeligheden, men til gengæld åbner for betragterens mulighed for selv at ”læse”, mulighed for selv at tilegne sig værket, bryde den temporale struktur (også rent fysisk: stoppe / spole frem / tilbage, se igen – og igen) og ”oversætte”, tolke værket og kunstnerens intentioner.

 

Det sidste gælder selvfølgelig primært videokunst på tape, men man kan jo også arbejde i rummet med video – skulpturelt i form af video installationer, hvor man til de karakteristika, jeg før nævnte, også tilføjer – eller kan tilføje – en rumsliggørelse af tiden. Og samtidig kan man sige, at video installationen giver en troværdig udvej ud af publikums / visnings problemet, hvor tilskueren føler sig bundet / tvunget til at skulle / måtte se videokunstværket fra ende til anden, selv når det ikke fra kunstnerens side er skabt og struktureret til, at man må / skal dette.

 

Jeg vil her og nu ikke gå nærmere ind på / drøfte video installationer, men blot som afslutning påpege endnu et karakteristika ved de fleste – og hvad jeg vil kalde ægte – video installationer, at tilskueren bevæger sig ind i værket.

 

Lad mig slutte med et citat fra mine noter af Lars O. Ericsson (og med skam at melde har jeg ikke noteret hvorfra det stammer): Formålet skal være et æstetisk formål og ikke et ikke-æstetisk (jvf. musikvideoer, hvor formålet er at promovere en musikker / gruppe).

 

Torben Søborg, marts 1989

 

pil.jpg (831 bytes)