11. Nuevos tendencias en medias - eller gentagelse af tidligere trends

                                monitor 38/96, Haslev, Denmark, 1998

Som led i en række seminarer på II Fetival Internacional de Video y Artes Electronicas i Buenos Aires i oktober 1996 gennemgik Sally Berger, assistent curator for videokunst ved Museum of modern art i New York, en række unge kvindelige New York kunstneres måde at arbejde med video på - en måde, der på mange måder minder om og griber tilbage til 70’ernes videokunst: de ofte meget lange tapes, hvor kunstneren brugte sig selv, sin egen krop, som eneste rekvisit, og som ofte var optagelser af af performances / tog deres udspring i performances.

Sally Berger arbejder p.t. på at sammensætte et program om disse kvindelige New York kunstnere, og hun viste et udsnit af en række værker. Udsnit, fordi nogle af dem var meget lange - op til en time eller mere.

Det gjaldt f.eks. videooptagelser af fremførelser på et soho-galleri, hvor en række decolleterede kvinder bevægede sig meget langsomt bag to siddende, påklædte kvinder, optaget med meget langsomme zoom og uden editering.

Det gjaldt også en meksikansk-amerikansk kunstners produktion, "Lifelines", som viser/illustrerer vigtigheden for disse kunstnere at være "inde i" værket som en part af det. Optagelsen viser hendes nøgne krop, som hun selv maler røde linier på. Den eneste lyd er hendes egen vejrtrækning. Det var et stærkt og bevægende værk.

Andre arbejder på lignende vis: arbejder med den menneskelige krop (Sally Berger: "Reclaming oneself") eller med kunstige (artificial) omgivelser (environments).

Ifølge Sally Berger er det i new York kun kviondelige kunstnere, der arbejder på den måde. De er ofte startet med at lave videoer med konsumudstyr og uden nogen form for støtte, men for en del af dem er det så småt lykkedes "to be commisioned", d.v.s. få støtte til nye projekter fra gallerier7museer og/eller fonde.

Sally Berger mener, at denne måde at udtrykke sig på - bl.a. ud fra og med den (egne) menneskelige krop - skyldes, at disse kvindelige kunstnere ønsker at, som hun udtrykker det: "Reclaming oneself", og hun udællger eller tolker det i nogen grad som eller ud fra et feministisk synspunkt/synsvinkel.

Dette kan dog ikke udelukkende være årsagen til denne "trend", fordi vi i Europa ud over kvibndelige kunstnere også finder mange mange unge mandlige kunstnere, der arbejder på denne måde. Vi kan tænke på mandlige, danske kunstnere, bl.a. omkring gallerier som Occasional og W…. - f.eks. Peter Land, som også var repræsenteret på udstillingen "Elektroniske understrømme" på Statens Museum for Kunst.

For én, der har arbejdet med videokunst siden slutningen af 70’erne/begyndelsen af 80’erne, er det kuriøst at se "historien gentage sig" - mere eller mindre:

- langsomme tapes
- brugen af egen krop (eller andres)
- de kunstige/artificielle omgivelser
- ofte udgangspunkt i optagelser af performances
- nogle gange meget lange tapes

Tag f.eks. nogle af de videotapes som Carsten Schmidt-Olsen, William Louis Sørensen, Frans Kannik og andre lavede.

Selv om jeg havde arbejdet med video siden 1966-67, kom jeg først til videokunsten i 82, hvor denne måde at arbejde på var ved at ebbe ud eller ændre sig - ikke mindst, tror jeg, takket være de bedre editerings- og bearbejdningsmuligheder, som U-matic systemet gav. Min video "I Am That I Am" fra 82 er dog et eksempel på brug af egen krop (hoved) som eneste rekvisit, men samtidig et eksempel på bevægelsen væk fra "egen-fikseringen" over mod andre udgangspunkter, fordi produktionen er baseret på og produceret over et litterært citat (Allan Ginsberg ). Produktionen er tillige i høj grad editeret og bearbejdet ud fra flere optagelser.

Det er mit indtryk, som Sally Berger bekræfter for New York kunstnernes vedkommende, at de unge kunstnere i dag for de flestes vedkomende ikke kender 70’er videoerne - videoer af kunstnere som Acconti, Douglas Davis, Antal Lux og Bill Viola (især "Something between your Teeth"), selv om mange af disse er begyndt at blive vist igen i retrospektive programmer på festivals etc.

Selv mange kunstkritikere/-anmeldere ( og en del udstillingskuratorer) er forbavsende a-historiske på dette område.

I øvrigt er der vel en trend i tiden til at gå tilbage i tiden, tidligere modeidéer efterlignes og tænk bare på alle de komsumprodukter, der mere eller mindre berettiget har fået hæftet betegnelsen "classic" på sig osv. - hvor det i øvrigt i flere (de fleste?) tilfælde er et rent reklame gimmick.

En anden trend, som ikke er ny i USA, men som vi i de senere par år møder rundt om i Europa og også i Danmark, er galleriernes interesse for video.

De ældre eller 1. generations videokunstnere har altid arbejdet selvstændigt og direkte modsat sig nogen form for "organisering" (jf. vore forsøg på de to Videokunst symposier i 1982-83 (i Huset i København og på Galleri Trekanten) bortset fra gruppen omkring "Trekanten", der var et kollektiv omkring de tekniske produktionsfaciliteter.

Til forskel herfra er mange af de unge kunstnere, der arbejder med video, i "stald" hos et galleri.

Dette giver en styrke i formidlingen/spredningen af deres videoværker (tapes/installationer) gennem den professionelle formidling et galleri giver, og det ikke mindst når det gælder udlandet - jf. som blot ét eksempel … (Flash Art)… , men også på diverse internationale Art Fairs, og det sikrer også dermed omtale i betydelige danske og internationale kunsttidsskrifter.

Dette er i sig selv godt/udmærket, men det kan bevirke, at de "ældre", uafhængige videokunstnere bliver (for ikke at sige: forbliver) "alternative" og udgrænsede og let trækker "det korte strå" i formidlingen.

Det er i øvrigt i høj grad disse kunstnere, der er repræsenteret i VIDEOKUNST DATA BANKEN. Denne råder desværre ikke over nogen form for finansiel støtte - og heller ikke over galleriernes ekspertice. Banken har dog gennem godt 10 år præsenteret dansk videokunst på festivaller og andre arrangementer rundt om i verden og håber naturligvis på, at det "at gå internationalt" gennem at lægge information om og katalog over kunstnere og videoværker på internettets World Wide Web skal få en effekt (… og banken tilbyder alle - også uden tilknytning til og distribution via banken, og også gallerierne og/eller deres kunstnere - at være gratis med).

Torben Soeborg

pil.jpg (831 bytes)