2. VIDEOKUNST OG KUNSTKRITIK ... tanker efter en paneldiskussion

                    Et ikke-publiceret indlæg efter 1. Nordiska Videokonstseminar,
                    Hanaholmen, Helsinki, februar 1983

På Hanaholmen ved Helsinki til det første nordiske videokunst-seminar (februar 1983). Paneldebat om "Kunstkritik og video" med svenske og finske kunstkritiker i panelet sammen med to kunstnere ("the token blacks"?)

Irritationen på kritikkerne er tydelig - også blandt kunstnere i salen. Man har lyst til at blande sig, men for det første har man jo selv tidligere på seminaret efter forevisning af egne værker afvist kritikkerne med et citat af Hans Richter: "Whether or not they understood the content or the meaning ... that's a different story. As a matter of fact, what the artist does and what the public takes from what he does is always a different story".

Mark Rotko talte om, at det var "a risky business" at sende sit værk ud i verden. "How often it must be impaired by the eyes of the unfeeling and the cruelty of the impotent who would extend their affliction universally",

... og for det andet fik kritikerne hele tiden deres "lige venstre/højre" ind: Alt havde hidtil været dilettanteri, osv., osv. Sådanne "knockouts" lammer én - man får ikke lyst til at tage ordet, men kan til sidst alligevel ikke lade være.

Over for kritikkernes udtalte irritation over at skulle se et videoværk fra ende til anden ("... ved et maleri kan man jo gå videre efter et par minutter) jeg vide, hvorfor en kunstkritikker skulle være "privilegeret" i forhold til en film- og teaterkritiker? Og jeg give luft for den skizofrene holdning, kritikkerne stiller mig i, når de altså ikke vil se videoværket fra start til slut, men alligevel kritiserer det for hverken at have en indledning, et indhold og en afslutning!

Overraskende får jeg under klap fra salen det sidste ord i debatten - og mange nik og klap på skulderen bagefter.
......

Nu sidder jeg så på Sveaborg i sne og isnende kulde og venter på, at "natten mellem lørdag og søndag" skal gå, så jeg kan komme hjem på "lavpris". Jeg tænker tilbage på paneldiskussionen og min irritation over kunstkritikkerne: måske gad de overhovedet ikke svare mig, disse - med Rotkos ord - "impotente", som vil "extend their affliction universally". Men en anden kunstners ord falder mig ind, et citat af van Gogh: "Society makes our existence wretchelly difficult at times, hence our impotence and the imperfection of our work"!

Rotkos impotente public (læs her: kunstkritikkerne) over for van Goghs impotente kunstnere: Dækker ens egen irritation over ens egen frygt for artistisk impotens?
......

I gæsteværelset på Sveaborg har den forrige beboer endnu ikke hentet sine ting. På bordet ligger et nummer af det amerikanske "Art Forum" fra december 1982. Det rummer en artikel af Donald B. Kuspit om "Audience and the Avantgarde", som netop tager dette problem - kunst og kunstkritik - op.

Først en sidebemærkning: Om videokunst kan kaldes avantgarde kunst, ved jeg ikke (arrangørerne af den første videokunstforevisning, jeg deltog i, skrev på plakaten under ordene "Den andalusiska hunden biter igen!", at "Avantgarden har mottagit den nya tekniken. Konstnären har fått ett nytt redskap: videokameran. En ny konstform är här"), men Donald Kuspits artikel rammer for mig at se noget centralt også i forholdet "kunstkritik og video", og hans betragtninger over avantgarde kunst falder sammen med mine over videokunst i mit foredrag på seminaret.

På linie med videokunstens oprør imod tv/video-mediets traditionelle klichéer, det konventionelle "regelsæt", taler Kuspit om, at "avantgardens kritiske holdning er en form for civil ulydighed over for en antaget konsensus med hensyn til værdier, en antaget enshed i livsanskuelse".

Og når jeg talte om at fremprovokere nye, fantasiskabende, bevidsthedsgørende og grænseudvidende relationer, taler han om, at avantgarde kunstens mål er "at tvinge publikum over i en samvittighedsposition, at få dem til selv at reflektere - at få dem til at fatte deres egen utilfredshed", og han citerer Ludwig von Bertalanffys iagttagelse af, at "alle grænser til syvende og sidst er dynamiske".

Og når jeg talte om opgøret med den traditionelle mediesyntaks eller mediekode, refererer Kuspit til Umberto Eccos "Theories of Semiotics": "Mennesket skaber og genskaber ustandselig koder, men kun for så vidt som andre koder allerede eksisterer. I det semiotiske univers er der hverken udvalgte ledere eller charismatiske profeter. Selv profeter må være socialt accepterede for at blive hørt - ellers har de uret". Hertil siger Kuspit, at en kunstner heller ikke er hverken en udvalgt leder eller en charismatisk profet. Kunstneren er enten "på ret vej" eller går fejl - og dette afhænger ikke kun af kunstneren, men i høj grad også af det publikum og de kritikere, som enten accepterer eller forkaster kunstnerens arbejde.

For den traditionelle kunstner er dette ikke noget større problem, siger Kuspit, fordi denne kunstner ser det som sin opgave (bevidst eller ubevidst) at tydeliggøre og befæste de velkendte koder - og det traditionelle publikums og dermed også den traditionelle kunstkritiks opgave bliver, at gen-erkendelsen af disse koder i kunstnerens arbejde accepteres som "det rigtige".

Men, siger Kuspit, for avantgarde kunstneren, som netop ønsker at ændre de velkendte koder og via sin kunst fremprovokere nye, grænseoverskridende, bevidsthedsændrende koder, ville det at overlade det alene til publik og kunstkritik at afgøre kunstens betydning/værdi være det samme som at fornægte selveste eksistensgrundlaget for kunstneren.

Disse bemærkninger beskriver og forklarer ganske godt det problematiske forhold mellem kunstkritikken og videokunsten som ny "kunstform". Som videokunstner kan man synes, at den traditionelle kunst og de traditionelle medier og dermed kunst- og mediekritikken søger at styrke og befæste eksisterende grænser og koder - og over for dette hævde, at kreativitet, kunst, bør være et forsøg på at fremme nye tanker, fantasiskabende, grænseudvidende, og at dette kun er muligt gennem et opgør med de traditionelle koder.

At dette opgør altid vil være ufuldstændigt, at den nye kodning sjældent står helt klar - og at netop dette giver problemer i forhold til publikum og kritikere, er forståeligt. Kuspit taler om "the uncompleteness of avant-garde art" og om, at denne kunst "not completely codify a new world". Publikum, der ønsker stabilitet og vil beskytte sig selv mod at opdage, at koder er relative, affærdiger derfor avantgarde kunsten som mindreværdig, obskur, kedsommelig - og i sidste instans som slet ikke værende kunst - og det, siger Kuspit, vil oftest få avantgarde kunsten til at beskytte sig mod publikum og kritik ved at erklære disse for at være ukyndige og ignoranter med en absurd holdning til kunsten.

Men selv om dette er rigtigt, og selv om der nok er noget om det, Kuspit er inde på, at avantgarde kunst simpelthen har brug for at forestille sig et publikum og en kunstkritik, som ikke kan forstå den, for at tvinge eller inspirere den så meget desto mere i dens anstrengelser for, med Mark Tobeys ord, "at gøre det uhåndgribelige håndgribeligt", så kan det dog også give bagslag og føre til narcissistisk, navlebeskuende selvforsvar i artistisk utilstrækkelighed, for ikke at sige amatørisme (hvad ikke mindst min egen arrogante affærdigen af kritik med Hans Richter-citatet kunne antyde).

Videokunsten har brug for publikum og for kunstkritikken - brug for, hvad Kuspit kalder "the real audience / the real critic": "... the truly critical audience - det publikum, som hverken ukritisk accepterer eller utvetydigt forkaster en kunst, men som stiller spørgsmål ved alle de myter, den måtte opstille i selvforsvar. Dette står i modsætning til det nominelt kritiske publikum, som accepterer eller forkaster en kunst på grundlag af smag og behag, herunder en smag for en godtaget måde at fortolke på, og som frem for alt ikke undersøger en kunsts påstande om sig selv".

Videokunsten bør ikke affærdige den ægte kritik som irrelevant, fordi denne kritik påpeger kunstnerens egen usikkerhed og det i almindelighed vanskelige ved at ændre koder. Videokunsten bør tage den ægte kritik - dén, som Kuspit på udmærket vis har afstukket retningslinierne for - til sig som en hjælp til at se egen kunstnerisk usikkerhed og til, som tidligere nævnt, at overkomme trangen til narcissistisk selvtilstrækkelighed.

Torben Søborg, Sveaborg, 4/2 1983

Efterskrift:

Den danske videokunstner Niels Lomholt var også blevet bedt om at holde et foredrag på seminaret, men havde valgt at gøre dette som en del af en video performance (med Tom Elling). Han havde derfor optaget foredraget på videobånd, hvor billedsiden udelukkende viste et nærbillede af den talende foredragsholder. På trods af, at det båndede fordrag var nøjagtig samme længde, som de andre foredrag, nemlig 20 min., kom det under fremførelsen flere gange til utidig uro og tilråb fra publikum om, hvor længe dog videobåndet, altså foredraget, varede.

At tilskuerne ikke havde gjort dette under de andre foredrag, som blev "afleveret" på traditionel vis fra talerstol, men gjorde det under Niels Lomholts foredrag, der dog indholdsmæssigt var nok så vægtigt, demonstrerer tydeligt vanskelighederne ved at bryde de traditionelle koder og viser klart den uforståenhed, ja fjendtlighed, hvormed videokunst - endog på et seminar for videokunst! - betragtes, fordi den (som jeg kom ind på i mit eget foredrag) "ofte presser os til at ændre vor forudopfattelse af tv/video som medie".

Hændelsen belyser vel "i en nøddeskal" også problemet: videokunst og kunstkritik.

TS

PPS:

Hjemme igen ... endnu et citat falder mig ind, en udtalelse af den danske kunstner Asger Jorn (til journalisten Gunnar Jespersen): "Jeg har aldrig rigtig troet på avantgarden. For mit indre blik ser jeg altid Gøg og Gokke i Fremmedlegionen. Da hele kompagniet gør højre om, gør de venstre om og vandrer alene ud i ørkenen. Man ser dem forsvinde ud i horisonten som to små prikker ... Det er mit billede af avantgarden, og det er ret håbløst".

TS, Haslev, 12/2 1983

pil.jpg (831 bytes)