7. ""... MAIS JE SUIS PASSAGER", I INSIST"

                        Side 37-42 i Susanne Neimann (red.):
                         "EN STØJ I ØJET: Film- og videoeksperimenter på danske værksteder" Forlaget KLIM, Århus 1989

Vi var en del, der i slutningen af 6o'erne begyndte at arbejde med video - nogenlunde sammenfaldende med de første rimelig billige sort-hvide videokameraer og transportable videooptagere (Sony's Portapak) var til at få fat i. Men dengang var det de sociale, politiske og samfundsmæssige muligheder ved videomediet, der interesserede os: community video eller nærvideo (som vi oversatte det til) - video for, at og ved den lokale befolkning.

INSERT EDIT IN:

I en interessant artikel i kataloget til udstillingen "Videokunst in Deutschland 1963-1982" stiller den tyske videokunstner Ulrike Rosenbach spørgsmålet (1): "Warum haben Künstler angefangen, mit video zu arbeiten? Was hat uns daran so fasciniert?"

Selv om Ulrike Rosenbach og jeg begyndte at arbejde med video på forskellige tidspunkter og på forskellig vis - Ulrike Rosenbach i 1972 med videokunst, og jeg i 1968 med video som alternativt kommunikationsmiddel, så var det dog for mig med samme fornemmelse, som hun beskriver: "... video ... es war die totale Autonomie für mich" ... den totale autonomi, den totale frihed på den måde, at du selv beherskede alle led i processen frem til et resultat, der straks kunne kontrolleres, aflæses, fremføres: video for, af og ved os selv.

Endelig kunne vi selv beherske dette medium, der ville kunne massekommunikere. Et alternativ til de etablerede, men af den borgerligt-kapitalistiske stat beherskede muligheder inden for kommunikation og kultur. At vi var påvirkede af Walther Benjamin og Bertolt Brecht og Hans Magnus Enzenberger (og Erik Thygesen) var tydeligt: Talte Hans Magnus Enzenberger ikke i "Byggesæt til en medieteori" (2) netop om de elektroniske mediers "mobiliserende kraft" til at gøre mennesker mere mobile, frie!

... i det lys så vi video, dette nye teknologiske medie: video som praksis, pågående aktivitet, involvering, et totalt fænomen - dynamit for alle og ikke kun dynamik for nogle få! Og rystede nogle på hovedet, så svarede vi med et citat fra Brechts "Radioteori" (3): "Skulle De anse dette for utopisk, så beder jeg Dem tænke over, hvorfor det er utopisk."

INSERT EDIT OUT (4)

Alle disse tanker hos folk, der arbejdede med video som alternativt kommunikationsmiddel, om en progressiv frigørende kraft i masseteknologien - ønsket om, som Walter Benjamin udtrykte det, at vende reproduktion til produktion: ændre den passive tilskuerrolle til aktiv deltagelse - alt dette forblev desværre netop utopi, drømme, teori. Man overså eller undervurderede den borgerlige samfundsideologis magtstilling og forblev i randen af samfundet, "underground", i modposition, og blev til "insider"-grupper, en lille "avantgarde-i-egenindbildning" uden for den brede offentligheds kendskab.

Men hvorfor så videokunst? For mit vedkommende fra 1982: På baggrund af førnævnte erfaringer var det for mig nok en trang til igen selv at producere og ikke "kun" lære andre at gøre det og så en fortid som formningslærer - men også inspiration fra Niels Lomholts artikler i "Dansk Video Tidsskrift", som jeg var redaktør af (5) og tilskyndelser fra Marianne Heske, Ron Nameth, Madelon Hooykas og Elsa Stansfield på nordisk Sommerakademi i Umeå (6).

Spørgsmålet er så: Kan video også være kunst? Jeg ved ikke af hvem, eller hvordan det afgøres, om noget er kunst - jeg vil ikke definere eller bedømme, hvad der er videokunst.

Jeg tror ikke, det her hjælper at citere Baudrillard, Lyotard og andre postmodernistiske "profeter" (... men måske Medvedev, Volosjinov og Bachtin - Vejen fra Vitebsk!). Helst vil jeg sige som Niels Lomholt: "Udgangspunkt: Forstår du video? Ikke jeg - men jeg konstaterer, at jeg bruger det!" (7) ... je suis passager.

Men hvorfor skal video også være kunst? Er vi ikke allerede "omgivet af et billedfængsel, en ustandselig spærreild af billeder", som William S. Burroughs engang sagde? Har tv ikke allerede erobret os: indkodet bestemte opfattelser, klichéer, regelsæt for, hvordan tv og dermed video skal være?

Burroughs opfordrer os til: "Klip kontrollinierne, gå til modstand". Klipper man, som han udtrykker det, ord og billeder op og bytter om på dem, så nedbryder amn kontrolsystemet og nye, fantasiskabende og grænseudvidende, medmenneskelige relationer fremprovokeres. Men - kan man det? Kan vaner, indkodede opfattelser, klichéer virkelig brydes?

Kunstneren forsøger det - også med video. Men modstanden er der: de indkodede "rigtige" opfattelser. Nej tak, siger man, høfligt over for kunstneren, men bestemt. Så hellered videovold, porno, passivitet. Det er mindre ... farligt?

Er kunstneren da naiv, når hun/han insisterer på at "klippe kontrollinierne", skabe billeder, der nedbryder klichéerne? Billeder der sprænger det "regelsæt", som hindrer vore muligheder, vor måde at leve på, at leve sammen på, at oplevee på, eller som Burroughs udtrykker det: Storm virkelighedsstudiet og genindtag universet! (8)

... je suis passager, I insist!

De første videokunstnere i 60'erne forsøgte netop gennem deres kunst at skabe modbilleder til det traditionelle / kommercielle fjernsyn: de producerede ikke for tv, men producerede anti-tv. Som den amerikanske videokunstner John Sanborn udtrykker det, så ville "your honoest video artist" netop ikke "be caught dead with his or her work on TV. just not done old chap!" (9)

Men på de sidste års festivaller (1987 & 88) tales der meget om tv - utroligt meget: - har John Sanborn da ret, når han hævder, at "the fact is we are interested in television ... getting our work on it: the name of the game is T-fucking-V",

- har lederen i det hollandske tidsskrift "Mediamatic" da ret, når han siger, at "a still greater number of videoproductions meet the demands of television", og hævder, at "this is a gratifying development that points to the videomaker's increasing professionalization" (10) (mine understregninger).

... mais je suis passager - jeg må spørge: Er modbillederne blevet anti-modbilleder? Er jeg først "professionel", når mine videokunstværker vises i tv? - når jeg "bøjer mig" for tv's krav?

Danmarks Radio viser videokunst! Ikke kun John Sanborn og de andre anerkendte - de sikre: dem alle de andre viser - men også danske værker! (11) ... og det kan man så forholde sig til: Strålende - endelig får du dit værk vist i tv eleler ...? Er det symptomatisk for tv's holdning til videokunst, at man "glemte" det ene lydspor på min produktion (musikken af Ole Hyldgaard som angivet i sluttekst)?

Strålerne ligesom blegner noget: Er det virkelig "a gratifying development" at få sin videokunst vist på tv? Reducerer tv ikke videokunst til kun at være tapes? Videokunst i form af installationer, som jeg personligt foretrækker at arbejde med, kan måske nok "rapporteres" på tv, men ikke virkelig opleves i sin tredimensionale rummelighed!

INSERT EDIT IN:

Kulturmagasinet "Aspekte" på tysk tv (ZDF) omtalte den 20-5-88 uddelingen af 3. Maler Videokunst Preis, der sker i samarbejde mellem byerne Mal og Gütersloh, Adolf Grimme Institut og netop ZDF's "Aspekte".

Første prisen gik til "Der Herzschlag des Anubis" af Bettina Gruber og Maria Vedder, som man havde i studiet. Intervieweren oplæste dommerkomiteens begrundelse og spurgte de to kunstnere: "Vil I også udtrykke det således?" - og da de to tøvede lidt, fortsatte hun straks, synligt irriteret: "... det er jo jeres video!"

Efter at have vist videoen vendte intervieweren sig mod de to og sagde, idet hun lidt hovedrystende slog ud med armene: "Altså - jeg nu gerne vide: For hvem laver i video?"

... og da de svarer, at det er, fordi det er billeder, de har i hovedet, og som de laver med den risiko, at det ikke interesserer nogen, men at det ikke er noget, de tænker på, når de laver det, så bryder intervieweren ind: "Jamen, ønsket må da vel som billedkunstner være at blive accepteret, anerkendt, finde resonans ... det vel være jeres drøm at få jeres video vist i tv ... for hvordan skal succes ellers komme?"

... men de svarer, i munden på hinanden, at selv om deres værk lige har været vist i tv, så er de ikke så sikre på, at det er rigtigt, fordi man henvises til at se videoen én gang blandt hurtigt skiftende billeder, der er beregnet og lavet som éngangsprodukter". De vil have, at man i ro og mag skal kunne se deres video og se den igen på samme måde som et maleri.

INSERT EDIT OUT

I modsætning til tv, som består af irreversible hændelsesforløb, som seeren ikke kan påvirke, så "læses" video snarere end "iagttages", idet "læseren" har mulighed for at tilegne sig værket, da hun/han kan stoppe, spole tilbage/frem, se igen - og igen: bryde den temporale struktur og "oversætte", tolke værket og "forfatteren"s intentioner (12).

INSERT EDIT IN:

Jeg har set "Der Herzschlag des Anubis" 10 gange nu, og ved hver gennemlæsning/genlæsning oplever jeg noget nyt, noget andet!

INSERT EDIT OUTI

Dette lader sig ikke gøre ved tv: Seeren har ingen kontrol over det, men er underkastet dets konventioner, koder, klichéer. Det er for mig vanskeligt at se, hvordan der kan "bygges bro" over denne forskel uden, at det for videokunsten vil betyde tab af det karakteristiske ved den og dermed af desn egenskab som kunst.

... mais je suis passager, I insist: jeg er involveret og bør overlade karakteristikken af videokunst til andre. Men for mig har det bl.a. noget at gøre med ophævelsen af den traditionelle lineære kumulative tidspofattelse og samtidig en tidsliggørelse af rummet og et poetisk surreelt aspekt, der unddrager sig vor konforme, tilpassede opfattelse af virkeligheden, men til gengæld åbner betragterens mulighed for selv at "læse", gennem, som Marcuse udtrykte det, "... at tale fantasiens kontrasprog, som i dag er det eneste menneskelige sprog og det sande poetiskesprog" (13).

Torben Soeborg

Noter:

0  ""Mais je suis passager", I protest" er et citat fra William Burroughs: Cities of the Red Light, 1981 -
        her efter Picador Edition 1982, p. 220
1.  Ulrikke Rosenbach: "Video als Medium der Emanzipation" i Wulf Herzogenrath (edit):
        Videokunst in Deutschland 1963-1982, Verlag Gerd Hatje, Stuttgart 1982, p.99
2. Hans Magnus Enzenberger: "Baukasten zu einer Theorie der Medien", Kurzbuch 20, Suhrkamp,
        Frankfurt a.M. 1970 - her efter Erik Thygesen (red): Folkets røst. Offentlig adgang til
        massemedierne
, Tiderne skifter, København 1974, p. 42ff
3. Bertolt Brecht: "Radiotheorie 1927 bis 1932" - her efter Thygesen, op.cit., p. 31ff
4. Insert-afsnittet efter torben Søborg: "Video + kunst = videokunst?" i "Videokunst i Norden",
        Kalejdoskop, nr.3-4, Åhus, Sverige 1983, p. 11-16 (se første essay her)
5. Dansk Video Tidsskrift udkom i perioden 1979-83 i et samarbejde mellem
        Det Danske Videoværksted og videoværksted/HASLEV med redaktion i Haslev.
        Det var et tidsskrift for alternativ brug af video
6.  Den norske videokunstner Marianne Heske, den amerikansk-svenske videokunstner
        Ron Nameth og det hollandske videokunstnerpar Madelon Hooykas og Elsa Stansfield
        var alle instruktører ved videokuset i Umeå i 1982
7. Niels Lomholt: "Video ... G/-...K/-. Reflektioner på et hotelværelse iii Frankfurt a.M." i
        "Videokunst i Norden", Kalejdoskop, nr. 3-4, Åhus, Sverige 1983, p. 73-78
8. Alle William Burroughs citaterne efter Dan Turéll: Ezra Pound / William S. Burroughs / Lou Reed.
        3 mediemontager
, Swing, Copenhagen 1975, p. 22ff
9. John Sanborn citaterne efter John Sanborn: "Clues to Visual Humming: The Video Artist
        as Schizoid" i The Second Link. Viewpoints on video in the Eighties, Canada 1983, p.6
10. "Redactioneel/Editorial" i Mediamatic, Vol. 2, No. 2, Amsterdam 1987, p. 57
11. Tv-udsendelerne "Video for viderekomne i Danmark" ved Jens Bruun Christensen,
        DR-TV, nov. 198
12. Disse tanker bygger på den australske videokunstner/-kritiker Simon Biggs
         - se f.eks. Simon Biggs: "Dreamtime, Speculations on Video as Dream" i
        Mediamatic, op.cit., p. 89-91
13. Interview med Herbert Marcuse i det surrealistiske tidsskrift L'Archibras, 1967

 

pil.jpg (831 bytes)