8. Video er også kultur og kunst …blandt andet
- om videokunstens vilkår

                            Artikel fra Carsten Frederiksen: Den hellige skrift. En bog om bøger og medier,
                            Danmarks Biblioteksforenings Forlag, Kbh. 1989, Danmark, s. 163-170

… video er starwar, Rambo og krigsliderlighed, … video er porno, vold og motorsavsmassakre, … video er hverdag:
    "Jeg kører gennem Danmark om natten mellem
    brølende kawasaki’er
    blippende politisirener
    diskoteker - bodegaer - videobutikker"
konstaterer Peter Poulsen i digtet "Menneskepolitik", … video er passivt og passiverende, indoktrinerende: passiv-konsum.
    Men, menneske: spørg hvorfor? Er teknik, den moderne elektroniske teknologi - her: video - kun fremmedgørende? Kunne den også være med-menneskelig? Give oplevelser, sætte i gang, være grænseoverskridende?
    Men, men … i en tid, hvor vi på det nærmeste oversvømmes af VIDEO, … hybridnettets satellit-tv kanaler sender dagligt, ja døgnet rundt, timelange programmer med MUSIKVIDEOER, … på byggemarkeder kan man "gøre det selv" via INSTRUKTIVE VIDEOER, … i skolen arbejder børnene med INTERAKTIVE VIDEOER, … stormagasiner og supermarkeder kører SALGSVIDEOER, … på burgerbarer, tankstationer og hvert fjerde gadehjørne kan du leje VIDEOFILM, … i en sådan tid råber nogle gevalt: videoen fortrænger "de dannelseskulturelle udtryksformer, som i sig rummer en oprigtig stræben efter den højeste forståelse" - med video sætter "fortrængningen af kvalitetskriterierne i traditionel forstand" (1) ind.
    Og man laver statistiske undersøgelser, der viser en "kulturopdeling blandt befolkningen" (2) mellem "hyppige videoseere" og så de dér med den rette indstilling, de dannelseskulturelle boglæsere, som endnu ikke har fortrængt kvaliteten.
    Og de, der råbte gevalt, fremhæver, at "de, som har de elektroniske medier som væsentligste kulturudtryk og som mere eller mindre er udelukket fra skriftsprogets kulturfelt, mangler rent faktisk nogle afgørende forudsætninger for at fungere i samfundet" (3).
    En påstand!
Rent bortset fra, at nyere undersøgelser tyder på, at fjernsynskikken medvirker til at udvikle småbørns sproglige færdigheder, at "de små lærer mere eller mindre af TV på samme måde, som de lærer af en bog" (4), så kan det da godt være, at der kan være noget i den citerede påstand - i hvert fald fra ét ståsted, … men problemet med undersøgelser, som den her i bogen refererede af befolkningens benyttelse af elektroniske medier og kulturtilbud, er for mig at se blandt andet manglende redegørelser for
        - dels ud fra hvilke overordnede opfattelser, der opereres med begrebet "kultur",
        - dels hvad der menes med at "fungere i samfundet" og dermed, hvad "afgørende forudsætninger" herfor er, og
        - dels hvad man forstår ved "video",
… redegørelser, der også ville sige noget om, med hvilken forståelse, man er gået til undersøgelsen. Selvfølgelig kan man gætte sig til svarene, læse dem "mellem linierne" - og jeg ved da godt, at Marx, gode gamle Karl Marx, allerede er gemt og glemt igen, så jeg skal undlade at citere, hvad han siger om kultur (f.eks. i "Den tyske Ideologi") …
    Jeg kan absolut tilslutte mig, hvad undersøgelsen slutter med at sige, at der er "behov for en ny kvalitetsdiskussion" (5), men selv om denne også bør dreje sig "om at udbrede og formidle kvalitet", så tyder undersøgelsen for mig at se i allerhøjeste grad på, at vi først må have en diskussion om "at definere kvalitet", om hvad vi forstår ved kvalitet og hvorfor - havde vi først taget den, så havde undersøgelsen måske set anderledes ud.
    "Når noget gør indtryk på et menneske så forandres mennesket" (6) - rigtigt, ja, men her vil jeg vove den påstand, at også det at se video kan sætte noget i gang, ja faktisk bedre på en mere direkte, medskabende og deltagende måde end ved at læse en bog. Tænk f.eks. på, hvor mange mennesker der i dag selv har et videokamera/camcorder derhjemme - og som aktivt benytter det. Ikke tilsvarende mange giver sig til at skrive efter impuls fra en bog.
    Set sådan bliver læsning af bogen et passivt dannelseskulturelt konsum, medens video kan udvikle sig til en offensiv-social aktivitet, der kan give oplevelser, sætte i gang, være grænseoverskridende …
    … slippe fantasien løs med og på den elektroniske teknik.
    Det kan ikke lade sig gøre, siger de, der råbte gevalt. Men kunstnere gør det - ofte. Også med video: "Noget for os, der ikke er tekno-fantaster/-fetichister eller reparatører, men står og har brug for et medie til at omsætte nogle ideer til nogle tidssvarende billeder", som vidoekunstneren Niels Lomholt engang udtrykte det (7).
    Vi var en hel del, der i slutningen af 60’erne/begyndelse af 70’erne begyndte at arbejde med video - nogenlunde samtidig med, at de første rimeligt billige sort-hvide videokameraer og transportable videospolebåndoptagere kom på markedet. Vi ønskede at gøre op med den defensivt dannelseskulturelle holdning, men kunne heller ikke tilslutte os den teknokratisk ekspansive holdning. Vi var kritiske over for TV og anså det ikke pr. definition som et kvalitativt fremskridt (8). Vor holdning var vel nærmest offensiv-social, men forstået på den måde, at vi ønskede at demokratisere massemedierne ved at skabe adgang for alle: ikke TV for folket, men TV af og ved folket. Det var de sociale, politiske og samfundsmæssige muligheder ved videomediet, der interesserede os: community video eller "nærvideo", som vi oversatte det til.
    Det var den totale autonomi, videomediet kunne give. Den totale frihedpå den måde, at du selv behersker alle led i processen frem til et resultat, der straks fremføres, aflæses. Et medium, der ville kunne massekommunikere. Et alternativ til de af den borgerlig-kapitalistiske stat beherskede muligheder inden for kommunikation og kultur.
    Selvfølgelig var vi da påvirkede af Walter Benjamin og Bertolt Brecht og Hans Magnus Enzenberger - og Erik Thygesen (9). I "Byggesæt til en medieteori" (10) talte Enzenberger jo netop om de elektroniske mediers mobiliserende kraft til at gøre mennesker mobile, frie. Det var i det lys, vi så video, dette nye elektroniske medie eller redskab, som vi foretrak at sige: video som praksis, som pågående aktivitet, involvering, et totalfænomen - dynamit for alle og ikke kun dynamik for nogle !
    Vor tiltro til video som alternativt kommunikationsmiddel var utrolig - men, netop også u-trolig! Troen på en progressiv frigørende kraft i masseteknologien, troen på, som Walter Benjamin udtrykte det, at kunne vende reproduktion til produktion, at kunne ændre passiv-konsum til aktiv deltagelse, forblev en utopi, der ikke lod sig realisere eller rettere sagt: det ikke blev tilladt at realisere.
    Og selv ved de små tilløb i form af forsøgene med lokal-tv i midten af 70’erne, som samfundets "repressive tolerance " (Marcuse) tillod, viste det sig, at TV allerede havde "erobret" os: indpodet/indkodet bestemte opfattelser, klichéer, regelsæt for, hvordan TV og dermed video skal være.
    Vi kunne dengang ikke bryde disse vaner, indkodede opfattelser, klichér, og det har lokal-tv’erne i dag heller ikke kunnet - eller villet.
    Men kunstneren forsøger det - også med video. Modstanden er der ganske vist: de indkodede "rigtige" opfattelser. Nej tak, siger man, høfligt over for kunstneren, men bestemt. Så hellere videovold/porno/passivitet: passiv-konsum - det er mindre … farligt?
    Og opgiver kunstneren ikke, er hun/han da naiv? … når hun/han insisterer på at erobre ny muligheder for at udtrykke sig, for at skabe billeder, der nedbryder klichéer og sprænger "regelsæt"?
    Men de, der råbte gevalt, vil være der igen: under påberåbelse af "kvalitetskriterierne i traditionel forstand" vil de hævde, at video ikke kan være Kunst (med stort K) - ikke i sig kan rumme "en oprigtig stræben efter den højeste forståelse".
    Jeg ved ikke hvordan eller af hvem det afgøres, om noget er kunst. Jeg vil helst placere mig blandt de udøvende billedkunstnere, der forsøger at udtrykke mig via video og vil derfor ikke definere eller bedømme, hvad der er videokunst, men en kendsgerning er det i hvert fald, at ganske mange kunstnere efterhånden har benyttet video for at udtrykke deres ideer gennem et medie, der drager tidsdimensionen ind i kunstværket.
    Selv om disse tiltag har stået på nu gennem 25 år, så står videokunst nok stadig for de fleste som en mere provisorisk end etableret kunstform. Men selv om mange andre kunstformer er forsvundet sporløst efter en lynkarriere, så er videokunsten der endnu. Noget må der altså ligge i forbindelsen video-kunst, siden denne, som Dieter Daniels udtrykker det i "Neues Video aus der BRD", "spröde Liasion der ungleichen Schwestern schon so lange halten" (11) - en forbindelse som dog aldrig er blevet rigtig "etableret" eller har taget en bestemt retning. Og måske netop derfor har videokunst undgået at blive en kunstform, "die eine Technik mit einem Stil identifiziert und die so technisch und stilistisch überholt wird, so dass aus eine neue Epoche der Kunstgeschichte einläuten wollte …, nur eine historisch begrenzte episode wurde" (12). Videokunsten har bevaret sin åbenhed, og Dieter Daniels ser netop det provisoriske som en nødvendighed, ja betingelsen for, at videokunst stadig eksisterer.
    Og når mange har kritiseret videokunst for at være uprofessionel, og andre har beklaget netop dette og dermed det kommercielle kunstmarkeds manglende interesse for videokunst, så har dette på den anden side netop været en vigtig impuls for mange kunstnere til at arbejde med video. Videokunstens start er jo tæt forbundet med fluxusbevægelsen, og et af dens dogmer er, at "fluxus er anti-professionel" (George Maciunas).
    For de fleste videokunstnere betød det tillige en anti-TV-holdning: man forsøgte at skabe modbilleder til det traditionelle/kommercielle fjernsyn. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at man i forbindelse med den første videokunst citerede Bettelheim, Brecht og Enzenberger. Stadig må man nok sige, at dette er en side af videokunstens selvforståelse, selv om mange unge kunstnere i dag synes interesseret i at få deres værker vist på TV.
    Det er dog et spørgsmål, om videokunsten er tjent med at "komme på TV", selv om mange synes, at det må være indlysende - ikke mindst på grund af den fælles anvendelse af samme tekniske udstyr. Da de tyske videokunstnere Bettina Gruber og Maria Vedder i foråret 1988 vandt en pris for deres videokunstværk "Der Herzschlag des Anubis", blev de interviewet i kulturmagasinet "Aspekte" på tysk TV. Efter at have vist værket, vendte intervieweren sig til de to og sagde: "… det må vel være jeres drøm at få jeres video vist i TV", men de svarede, i munden på hinanden, at selv om deres værk lige havde været vist i TV, så var de ikke så sikre på, at det var rigtigt at gøre, fordi man da henvises til at se videoen én gang blandt hurtigt skiftende billeder, der er beregnet og produceret som "éngangsprodukter". De ville hellere have, at man i ro og mag kunne se deres video og se den igen på samme måde som et maleri.
    TV består af irreversible lineære hændelsesforløb, som seeren ikke kan påvirke. I modsætning hertil "læses" video snarere end iagttages, idet "læseren" får mulighed for at tilegne sig værket, da hun/han kan stoppe, spole tilbage/frem, se igen - og igen: bryde den temporale struktur og "oversætte", tolke værket og "forfatterens" intentioner (13).
    Jeg har set "Der Herzschlag des Anubis" 15 gange nu - og ved hver "gennemlæsning/genlæsning" oplever jeg noget nyt, noget andet.
    Dette lader sig ikke gøre ved TV: seeren har ingen kontrol over det, men er underkastet dets klichéer/koder/konventioner. Jeg kan vanskelig se, hvordan der kan "bygges bro" over den forskel, uden at det for videokunsten vil betyde tab af det karakteristiske, som for mig - bl.a. - har noget at gøre med ophævelsen af den traditionelle liniære kumulative tidsopfattelse og samtidig en tidsliggørelse af rummet og et poetisk surreelt aspekt, der unddrager sig vor konforme, tilpassede opfattelse af virkeligheden, men til gengæld åbner betragterens mulighed for selv at "læse" gennem, som Marcuse udtrykte det, at "… tale fantasiens kontrasprog, som i dag er det eneste menneskelige sprog og det sande poetiske sprog" (14). Skal man tale kulturpolitik, havner man for mig at se i en defensiv dannelseskulturel holdning og en elitepræget opfattelse af kultur, hvis man unuanceret og ureflekteret blot over én kam taler om video - og udelukkende ser video som passiv-konsum. Video og andre elektroniske medier kan i høj grad - ja, måske i højere grad end bogen, og det er selvfølgelig en påstand, min påstand - medvirke til skabelsen af det, Skyum-Nielsen forsøgsvis har kaldt en "udvekslings-, medskabelses- og deltagerkultur" efterhånden som vi lærer at bruge de nye mediemuligheder - eller måske rettere: hvis vi overhovedet kan få økonomiske muligheder og ret til at bruge dem til noget andet.

    En glædelig udvikling i den henseende er de mange åbne video- og medieværksteder, der inden for de sidste år er dukket op rundt om i Danmark. Ved udgangen af 1988 var der over 25. Det er mange, men ikke nok, og det skal blive spændende at se, hvor mange der overlever.
    For en kunstner, der vil arbejde med video er problemet imidlertid, at den form, hvorunder disse værksteder - endnu i hvert fald - fungerer (detaljeret projekt indleveres til bedømmelse og mulig udvælgelse af "projektredaktion/udvalg"), passer dårligt til den intuitive kreativt eksperimenterende måde, en billedkunstner arbejder på.
    Dette ikke sagt som en kritik af de åbne værksteder, for deres opgave er, kan og skal jo ikke primært være at støtte produktion af videokunstværker, men for at pege på de vanskelige forhold en billedkunstner, der ønsker at arbejde med video, har - forhold der ofte, nej: oftest, er så frustrerede, at der skal meget til fortsat og kontinuerligt som kunstner at arbejde med video.
    Det er derfor vigtigt og påtrængende også at skabe et eksperimental-videoværksted (eller værksteder), hvor videobilledkunstnere kan arbejde selvstændigt og i total kreativ autonomi.
    Hertil kommer, at danske kunstnere udgrænses i forhold til udenlandske, f.eks. amerikanske og franske, fordi kunstnerne herhjemme ikke har adgang til den nyeste elektroniske computerstyrede videobearbejdelsesteknik. Et værksted for videokunst bør derfor udstyres med alle disse muligheder.
    Det bør også hilses som en glædelig udvikling, at Statens Filmcentral, når den nye filmlov vedtages, skal distribuere videoer, og at disse også skal kunne lånes på bibliotekerne. Men som med de åbne værksteder gælder det også her, at opgaven jo ikke primært er, kan og skal være at distribuere videokunstværker.
   Hidtil har Galleri Trekanten distribueret egenproduktion af videokunst og VIDEOKUNST DATA BANKEN (15) andre videokunstværker til de mere eller mindre fastlagte udlejningsrater - en distribution som i hvert fald i Danmark er umulig, når SFC/bibliotekerne begynder at låne ud for ingenting eller næsten ingenting. Det gjorde for så vidt ikke noget, hvis ikke det samtidig betød, at den videokunst, som ikke udvælges og indkøbes af SFC, derved udgrænses og ikke kan distribueres herhjemme.
    Dette kan synes en detalje, men skal vi tage fat på at drøfte og måske udforme en kulturpolitik, som også bør omfatte billedmedierne, så må de store linier kunne bære og holde, når vi når helt ned i de små detaljer, hvis en sådan kulturpolitik skal være en helhed.

Torben Søborg

 

Noter:
1. Henrik Christoffersen:"Videoen og bogen - mangfoldighed eller kulturkløft?" i Carsten Frederiksen (red):
        Den hellige skrift. En bog om bøger og billedmedier, Kbh. 1989, Danmark, p. 21ff
2. ebit. cit.
3. ebit. cit.
4. Daniel Goleman: "Babyer kan lære af at se fjernsyn" i Magasinet, Politiken Søndag, Danmark, 1. jan. 1989
5. Henrik Christoffersen, op. cit.
6. ebit. cit.
7. Niels Lomholt: "Video … G/- … K/-. Reflektioner på et hotelværelse i Frankfurt a.M." i
        Videokonst i Norden, Kalejdoskop, nr. 3-4, Åhus, Sverige, 1983, p. 73
8. Erik Skyum-Nielsen: "Fra Den Sorte Kunst til Den Hellige Skrift" i Carsten Frederiksen (red):
        Den hellige skrift. En bog om bøger og medier, op.cit., p. 11ff
9. Erik Thygesen (red): Folkets røst: Offentlig adgang til massemedierne, Kbh. 1974, Danmark
10. Hans Magnus Enzenberger: "Baukasten zu einer Theorie der Medien", Kursbuch 20,
        Frankfurt a.M., BRD, 1970 - her efter Erik Thygesen, op. cit., p. 42
11. Dieter Daniels: "Video als Kunst oder die Notwendichkeit der Provisorischen" i
        Neues Video aus der BRD, Basel 1987, Schweitz, p. 8
12. ebit. cit., p. 8
13. Disse tanker bygger på den australske videokunstner/kritiker Simon Biggs
         - se f.eks. Simon Biggs: "Dreamtime. Speculations on Video as Dream" i Mediamatic,
        Vol. 2, No. 2, Amsterdam, Holland, 1987, p. 89ff
14. Interview med Herbert Marcuse i det surrealistiske tidsskrift L’Archibras, 1967
15. Galleri Trekanten, Victoriagade 7, 1655 Kbh V -
        VIDEOKUNST DATA BANK, Themstrupvej 36, 4690 Haslev

pil.jpg (831 bytes)