VAND, VIDEO OG POESI … at undres med Fabrizio Plessi

                                            Essay from monitor 24/92 Juni (No. 24, June 1992), Haslev, Denmark

Han tog sin harpe og udtalte ordet "undr", der betyder "vidunder", skriver Jorge Luis Borges i "The Book of Sands", og dette citat ligger til grund for titlen på den udstilling på Charlottenborg i København, som med undertitlen "Kunst - Videnskab - Teknik" afholdes i dagene 2. maj til 17. juni [1992] i anledning af Dansk Ingeniør-forenings 100 års jubilæum.

Men "undr" kan også opfattes som bydeform af "at undre": en "befaling" til at undre sig, at undres, forundres, og det giver især to af udstillingens video installationer rig lejlighed til - som altid, fristes man til at sige, ved installationer af den italienske kunstner Fabrizio Plessi og den belgiske Marie Jo Lafontaine.

Begge vil man huske fra deres installationer på Documenta 8 i Kassel i 1987: Plessis "Roma" og Lafontaines "Les larmes d’acier" - begge lige imponerende.

"Les larmes d’acier" kunne man året efter stifte bekendtskab med i "Pumpehuset" i København - desværre under elendige udstillingsforhold, der ikke ydede den retfærdighed. Og på Louisiana kunne man i 1989 stifte bekendtskab med en anden af Plessis installationer.

Plessis installation på Charlottenborg er én i en serie af installationer, som han i de senere år har arbejdet med, og hvori ordet "Stanza" (rum) og/eller "Armadi" (skab) indgår. Det fælles i deres opbygning er, at de består af en række "Armadi", en slags smalle høje "skabe", ofte på små hjul og hver med en monitor. Der kan være flere eller færre skabe. Hans "La Stanza delle Parole" (Ordenes Rum) på 5. VideoFest i Berlin i februar i år [1992] og "La Stanza del Mare" (Havets Rum) her på udstillingen består af ikke mindre end 20 skabe. Andre installationer i "Stanza/Armadi" serien er f.eks. "Armadio dell’Arte", "Armadio dell’Architetto" og "For Sale".

Om "Stanza/Armadi"-serien siger Plessi i et interview i Information (20-5-92), at "hvert værk inddrager skabe, beholdere for vores besættelser, vores erindringer, for den bagage, som udgør vores liv. I disse skabe opbevares også teknologiens barbariske, grusomme eller rovdyragtige kræfter som i en zoologisk have".

I Berlin var skabene "åbne" med stabler af gamle bøger bag gitter og monitorerme viste alle samme billede af en bog, hvor siderne blafrer for vinden, så man ikke kan læse de trykte ord: tanker, der forsvinder - ord, ideologier, der blæser for vinden. I København er skabene lukkede med brædder, der også mere eller mindre skjuler monitorerne, der alle viser samme billede af bølger, der brydes.

Netop vand under en eller anden form - bølger, strømme, hav - har altid været en del af særdeles mange af Plessis installationer. Som han siger i før omtalte interview: "… en del af min historiske bevidsthed; havet er måske min barndoms hav, det samme hav som Fellinis".

Da vand har været et vigtigt element i alle mine egne video installationer, var det naturligvis interessant for mig at se "La Stanza del Mare" netop på Charlottenborg, fordi jeg i 1985 var gæst hos gruppen "Ny Abstraktion" på Charlottenborg med video installationen "Wave Motion II" (også udstillet i Athen i 1990). Denne installation består af (mindst) 8 monitorer med vand/bølger, hvor billedet langsomt fra monitor til monitor ændrer sig fra blå bølger til mørke bølger i modlys med gyldne solglimt og derefter langsom fra monitor til monitor til blå bølger. Monitorernes billeder reflekteres i glasstykker, der ligger som en "flod" foran monitorerne.

I Plessis installation viser alle monitorerne det samme billede, men netop gennem de mange mere eller mindre tildækkede monitorer på rad og række i det mørke rum opnår han alligevel en fascinerende effekt. Gentagelsen understreger bølgernes på én måde statiske rytme, deres "uforanderlighed" monitor for monitor, hvor vandet hele tiden skimtes over og gennem sprækker i brædderne.

Som Plessi synes jeg, at video og vand på en forunderlig måde "hører sammen". Plessi udtrykker sig præcist om "mødet mellem vandet og videoen" i interviewet: "Vandet er et arkaisk element, oprindeligt, ældgammelt. Videoen er et nutidigt element, knyttet til vor tids moderne teknologi. Men de er forbundet gennem det blå, flydende, bevægelige og fordi de begge får liv fra ustabile og skiftende lysrefleksioner. Og jeg har længe forsøgt at skabe uventede og hemmelige sammenhænge mellem de to".

Det lykkes, synes jeg, for Plessi også i denne installation, for, som han videre siger: "… ud af den magiske kasse, som fjernsynet er, ud af denne bevægelige blå med vindens kunstige lyd, herudaf opstår måske et hav, som er mere hav end havet selv".

Jeg synes, at Plessi er for beskeden, når han tilføjer et "måske"! … for som han slutter med at sige, at "som i Pirandellos fortællinger eller som i Magrittes billeder kan det kunstige måske blive mere virkeligt end virkeligheden. Således kan kunsten endnu overraske os og bibringe os nye og uventede følelsesmæssige oplevelser".

For mig er netop dét, det surreelle element i video.

Plessis optagethed af vand går mange år tilbage. Han er født i Reggio Emilia i 1940, men har fået sin kunstneriske uddannelse i Venedig, hvor han også primært bor - en by, hvor vand jo spiller en central rolle, er en essentiel del.

Allerede i 60’erne og 70’erne, hvor Plessi arbejdede med konceptkunst, happenings og performances, indgik vand i hans kunst, men på en mere "aggressiv" måde end i video installationerne. Ofte gik han ligefrem til angreb på vand, som f.eks. da han i 70’erne vadede ud i en sø med en sav og "savende" den i to lige store dele, eller da han "klippede" en vandstråle over i hundrede dele, eller i Paris "naglede" Seinen fast med kæmpestore søm.

Tidligere lavede han mange sådanne aktioner og betegnede sig selv den gang som "vandbiografikker" (hans 2. videoproduktion (1974) hedder "Aquabiografica" (Biografi om vand)), men kombinationen vand-video har betydet et roligere forløb for Plessi.

Tonen i hans video installationer slås an allerede i en af hans første, "Mare Orizzontale" (Horisontalt hav) fra 1976, som det italienske fjernsyn gav ham mulighed for at realisere.

"Jeg ved ikke, hvorfor vand er et element, der berører mig mere end alle alle andre - måske fordi jeg bor i Venedig, måske fordi jeg kommer fra Emilia. Da jeg kom her [Venedig], var byen oversvømmet, og for mig er det altid forblevet en oversvømmet by", har han engang forklaret.

A propos oversvømmelse så foreslog Plessi i 1970, at man skulle opstille kæmpemæssige svampe, som kunne opsuge vandet - en persiflage på de mange mere eller mindre realistiske forslag til redning af den truede by. "Spugna d’Emerganza", redningssvamp for højvande i Venedig kaldte han dette forslag, der vidner om ironien i mange af hans værker. Når svampen har suget sig fuld, må den naturligvis presses tom - det sker ifølge Plessis udkast bedst i en skruestik.

En video installation som "Reflecting Water" fra 1979 viser Plessis æstetiske nydelse over vand. Ordet "Water" er skrevet i neonbogstaver og anbragt på hovedet oven på en monitor, men gengives retvendt både på den video, monitoren viser, og i den petroleumsfyldte kanal foran monitoren. En skrifts elektroniske refleksion: kun via reflektionen erfarer man virkeligheden - et på samme tid absurd og utopisk projekt af stor poesi.

Idéen med refleksion af ordet vand havde han i øvrigt allerede udnyttet i installationen "Water" fra 1976, som han også viste på Biennalen i Venedig i 1984.

I vand, hævder han, ser han dog ikke et naturalistisk element, men anvender det altid som en metafor i sine værker.

Selv om han anvender den moderne teknologi, har han sagt, at han betragter sig selv som en "elektronisk barbar", en elektronisk huleboer, der ikke forstår noget af den rene teknik, men benytter den, som man benytter et køleskab. Han er tilfreds med, at vinen er afkølet uden at kende den tekniske proces. Køleskabet er for ham et middel - og på den måde, hævder han, er han egentlig ikke videokunstner, men en kunstner, der benytter video som et billedskabende materiale.

I mange af sine installationer bruger Plessi materialer som travestiner-marmor, sand, kul, sten osv. Om dette siger Plessi, at fjernsynets sofistikerede og raffinerede teknologi i kontakten med disse brutale materialer kan skabe en fremmedartet poesi, når man så at sige forener dem i en kommunicerende, grænseoverskridende samklang. I Plessis "videoland" skabes en poetisk kontrast mellem de mest forskelligartede materialer.

Før et værks poesi udfolder sig, ligger der for Plessi et omfattende og minituøst forarbejde, bl.a. med lange rækker af skitser og forslag og vægstore, omhyggeligt udførte monumentale tegninger.

I modsætning til andre videokunstnere eksperimenterer Plessi på dette trin ikke med de tekniske muligheder. Hos ham kommer elektronikken først mod slutningen af den kunstneriske proces.

Plessi taler ofte om teknologiens temperatur. Han siger, at når vi benytter teknologi, så har vi oftest en forudfattet opfattelse: vi anser den for et meget koldt element, sterilt, ja ligefremt frigidt, men han fremfører, at som han benytter teknologien, får den en anden "smag".

"Mit abejde består egentlig i at få teknologiens temperatur til at stige, at tilføre den emotionelle, ja sentimentale elementer", har han engang erklæret… "Jeg er italiener, og jeg vil også, at mit arbejde forholder sig italiensk over for teknologien, at det knytter an til min egen fortid og historie. Derfor er videoens varme temperatur så vigtig en sag. Den lader os opleve fjernsynet på en helt ny måde".

På spørgsmålet om, hvori en kunstners opgave består i dag, har han fremhævet, at det er kunstnerens opgave at stille spørgsmål. En kunstner formidler aldrig sikkerhed. Han skaber uro. Han ser og stiller spørgsmål ved verden ud fra sin position, og han stiller nye forslag, forslag der dog ikke beroliger, men skaber ny uro, nye spørgsmål, nye kendsgerninger, som kunstneren affyrer mod verden som små bomber, der eksploderer i hjernen. Han forsøger at befri humaniteten fra hverdagens tørre banalitet, og Plessi opsumerer dette med at sige, at kunstneren er ikke andet end et levende væsen med store antenner, som opfanger problemer før end alle andre. Kunstneren forsøger at gå fremsynet gennem verdenen, og det er ingen let og enkel opgave.

Torben Søborg

pil.jpg (831 bytes)